Symbolsk eller ægte bæredygtighed - Husker du de 5 elementer af bæredygtighed, når du planlægger dit arrangement?
Coronaen har hærget vores samfund og lagt vores arrangementer øde.
Men når får lov til at mødes og se hinanden i øjnene igen, skal vi igen til at huske en dagsorden, som er kommet lidt i baggrunden, men som ikke desto mindre er af kæmpe betydning. Nemlig klimaet!
Prøv næste gang du arrangerer et arrangement at tænke bæredygtigheden helt ned i detaljen.
Du vil blive overrasket over, at det faktisk godt kan lade sig gøre. Og du vil opdage, at selvom der er mange ting at tage højde for, så findes der gode bæredygtige løsninger inden for det meste – du skal blot lede det rigtige sted og spørge de rigtige mennesker.
Når jeg tænker klima og bæredygtighed, så er der 5 elementer, jeg fokuserer på, idet de for mig er indikatorer for ægte bæredygtighed:
- Genbrug
- Lokal produktion
- Kvalitet
- Affaldssortering
- Fornybare ressourcer
Genbrug
Er produktet produceret af materialer som på den ene eller anden måde indeholder elementer af genbrug - det være sig fx genbrugsplast, genbrugspap eller genbrugspapir?
Det at vi forlænger materialernes levetid ved at genbruge dem igen og igen i nye produkter, er en fantastisk måde at spare på jordens ressourcer. Og det er noget vi skal blive meget bedre til.
Udfordringen her og nu er, at vi ikke affaldssorterer nok, og at det derfor i nogle tilfælde faktisk er svært at skaffe genbrugsmaterialer nok til den efterspørgsel der er.
Lokal produktion
Er produktet forarbejdet og produceret i Danmark?
Hvis ja, så betyder det højst sandsynligt at produktet er produceret under ordentlige arbejdsforhold og samtidig overholder de miljøkrav, som der er i Danmark.
Samtidig betyder det, at varen ikke er transporteret hele vejen over verdenshavene, og dermed ikke belaster klimaet unødigt meget på sin vej til slutbrugeren.
Kvalitet
Er varen af en ordentlig kvalitet?
Kvalitet er lig med mulighed for at bruge produktet i lang tid eller igen og igen.
Det giver på alle mulige måder rigtig god mening, at produktet kan være i funktion i lang tid i det sidste led i kæden, inden det skal bortskaffes enten via afbrænding eller affaldssortering.
Det kan således sjældent betale sig at spare på kvaliteten, da det både er dyrere i det lange løb, og det samtidig er en rigtig dårlig idé for klimaet.
Affaldssortering
Kan produktet affaldssorteres hensigtsmæssigt, så de enkelte dele kan genanvendes?
Produktet skal være simpelt konstrueret, så slutbrugeren nemt kan afmontere de enkelte dele og affaldssortere dem korrekt.
Kun på den måde kan vi sikre os, at der kontinuerligt bliver indsamlet affald nok til, at vi kan genbruge det til at fremstille nye bæredygtige produkter.
Fornybare ressourcer
Er produktet produceret af en fornybar ressource?
Kun herved kan vi sikre os, at vi ikke opbruger jordens ressourcer, som i forvejen har svært ved at følge med.
Netop det med de fornybare ressourcer er dog et tveægget sværd. For på den ene side er det en smuk tanke, at noget så simpelt som fx sukker og majs kan blive til kompostérbare bioplast produkter, som vi kan bruge til fx emballage og navneskilte. Men omvendt kan det blive en streg i regningen, hvis skove ryddes og mennesker sulter, for at vi kan dyrke tilstrækkelig med afgrøder til at producere bioplast.
Heldigvis findes der andre fornybare ressourcer, som fx kork, som giver gode muligheder for at udnytte naturen uden at skade den, idet barken på korktræerne skrælles af, hvorefter ny bark vokser ud.
Skoven får således lov til at bestå, selvom vi ’høster’ af den. Så lad os finde de ’gode’ fornybare ressourcer, som giver mening at bruge, og som ikke bare ser godt ud på papiret.
Cirkulær økonomi og brugsscenarier
Overordnet over det hele eksisterer en tanke om cirkulær økonomi, og netop den cirkulære økonomi er om noget en måde at mindske vores klimaaftryk på og udnytte jordens ressourcer på den bedst tænkelige måde.
Hvis vi hele tiden tænker i ’fuld udnyttelse og genbrug’ i stedet for i ’brug og smid væk’, så kan vi komme langt og reducere vores forbrug og vores klimabelastning.
Kongresartikler
Med det sagt, så er det ofte forskellige løsninger som tjener opgaven bedst, og selvom du vælger imellem bæredygtige alternativer, så kan det ene valg vise sig at være mere bæredygtigt end det andet, og typisk også mere økonomisk fornuftigt.
Står du fx i en situation, hvor du skal vælge kongresartikler til et kommende arrangement, og du gerne vil tænke så bæredygtigt som muligt, så vil det være en god idé at tænke brugsscenariet igennem inden du beslutter dig for en løsning.
- Hvilket eller hvilke formål skal navneskiltene tjene?
- Hvor lang tid skal de bruges?
- Vil der være mulighed for indsamling efter endt arrangement?
- Skal navneskiltene bruges sammen med et konferencesystem?
- Skal de besøgende ankomstregistreres?....osv. osv.
Bæredygtighed handler således ikke alene om at vælge et bæredygtigt produkt, men det handler lige så meget om, at vælge det rigtige produkt til det givne formål.
Isoleret set er fx et navneskilt af 100% genbrugspap mere bæredygtigt end et navneskilt som indeholder 40% genbrugsplast.
Hvis produktet med genbrugsplast imidlertid skal indgå i et brugsscenarie, hvor der er gode muligheder for fx indsamling efter brug og efterfølgende genanvendelse til et nyt arrangement, så kan denne løsning på lang sigt vise sig at være langt mere bæredygtig, og således bedre for klimaet.
Bæredygtige løsninger kan derfor ikke skelnes på produktet alene, men må vurderes ud fra et større perspektiv – både ud fra de 5 tidligere nævnte elementer, men også ud fra det brugsscenarie, hvori de skal være i anvendelse.
Leverandørerne
For at det hele går op i en højere enhed kræver det imidlertid, at vi som leverandører har nogle produkter, som kan levere varen.
Det er netop derfor, at I som forbrugere skal stille krav. Krav til kvalitet, krav til designs med mulighed for effektiv affaldssortering, krav til genbrug, krav til lokal produktion. Det er dér vi sammen kan rykke verden.
Der er desværre en tendens til, at pris stadig spiller en afgørende rolle, når den endelige købsbeslutning skal træffes – også når der skal vælges imellem bæredygtighed eller mangel på samme.
Det er ærgerligt, for det gør det sværere at komme i mål og skabe de ægte bæredygtige løsninger. Lav pris hænger nemlig desværre sjældent sammen med hverken kvalitet, innovativt design eller genbrugsmaterialer.
Vi som producent og leverandør har brug for jer for at lykkes. Vi har brug for, at I forbrugere stiller de rigtige krav og samtidig har lysten og viljen til at investere i de gode bæredygtige løsninger.
Løsninger som gavner klimaet, og som også på den lange bane gavner bundlinjen.
Sammen kan og skal vi ændre fremtiden og gøre en forskel.
Med ønsket om et bæredygtigt 2023!
Anne Dorthe Groskopf
Marketing Manager
Tlf. 4362 3210
Om os Kongresartikler.dk: Vi har med over 50 år i mødebranchen specialiseret sig i forskellige løsninger inden for navneskilte til møder, kurser, konferencer, messer m.m. Fokus er på kvalitet og gode løsninger, som giver de rigtige betingelser for interaktion og mingling imellem mennesker som mødes. I vores verden er et navneskilt ikke bare et navneskilt. Et navneskilt er et middel, en facilitator og et værktøj, og bruges det rigtigt, kan det effektivt understøtte dit arrangement og bidrage til arrangementets succes.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.